Recaps

Vild aften: Hansen scorede hattrick

Danske Jannik Hansen havde en af karrierens bedste aftener, da Vancouver Canucks søndag besejrede Chicago Blackhawks med 4-1. Hansens nettede tre gange og blev matchvinder med sit første NHL-hattrick.

Hansen stod for første periodes eneste scoring, da han efter 13 minutters spil bragte hjemmeholdet foran. Hansens kædekammerater i fjerdekæden, Bo Horvat og Derek Dorsett, stod for oplægget.

Kris Versteeg udlignede for Chicago i anden periode, hvor han nettede i powerplay, men efter pausen tog Hansen igen fat. Først bragte han Vancouver foran med 2-1 og til sidst fuldbyrdede han hattricket i tomt mål, efter at Radim Vrbata havde scoret til 3-1.

Hansen fik 14 minutters istid, blev noteret for fire skud og altså karrierens første NHL-hattrick. Det betød, at han selvfølgelig blev kåret til kampens spiller.

I Anaheim vandt Frederik Andersen og Ducks med 2-1 over Mikkel Bødker og Arizona Coyotes. Lars Eller og Montreal Canadiens tabte 5-0 på udebane til New York Rangers.

Top