Recaps

Ung NHL-profil lavede hattrick for Sverige

Sverige vandt søndag med hele 6-1 over Østrig i holdenes anden puljekamp ved VM i Tjekkiet. Svenskernes Filip Forsberg havde stor andel i sejren, da han scorede et hattrick i opgøret.

Den 20-årige Nashville Predators-forward, som har fået sit gennembrud i NHL i denne sæson, var en alt for stor mundfuld for østrigerne. Forsberg kom på tavlen en gang i første periode og to gange i anden periode, og da tre andre svenskere også fik scoret i kampens første 40 minutter, førte de blå-gule med 6-0 før tredje periode.

Her fik Østrig reduceret en enkelt gang, men det kunne ikke ændre på, at svenskerne hev en sikker sejr hjem. Sverige har nu fem point efter to kampe og er allerede godt på vej mod en kvartfinaleplads.

Det samme er Canada, som fører gruppe A. Spillerne fra ishockeyens moderland bankede søndag Tyskland med hele 10-0, og det stjernebesatte canadiske hold har maksimumpoint efter to kampe og er dermed et point foran Sverige.

Top