Nyheder

Trade-emne forlænger med Hurricanes

Den canadiske center Jay McClement er ikke længere på listen over spillere, der formentlig ville skifte klub inden mandagens trade-deadline. Søndag har han nemlig forlænget samarbejdet med Carolina Hurricanes.

31-årige McClement havde kontraktudløb til sommer, og derfor lignede han en mulig lejesvend for de klubber, som satser på at spille en rolle i dette års slutspil. Det er han dog ikke længere, for søndag skrev han under på en ny to-årig kontrakt med Hurricanes.

– Jay har vist sig at være en værdifuld lederskikkelse i klubben, og det har været vigtigt for os at beholde ham i Raleigh. Han er en af ligaens bedste faceoff-tagere, og han har spillet en vigtig rolle i det boxplay, som i øjeblikket er det bedste i klubbens historie, siger Carolinas general manager Ron Francis.

Jay McClement skrev kontrakt med Hurricanes før denne sæson. Han har lavet 18 point i 61 kampe for klubben.

Den nye aftale giver McClement en årsløn på $1,3 millioner i næste sæson og $1,1 millioner i 2016/17-sæsonen.

Top