Toronto scorede sejrsmål i sidste minut

Foto: Dinur

Curtis McElhinney var på plads i Toronto-buret i nat, da Maple Leafs slog Detroit Red Wings og Frans Nielsen med 3-2 i Detroit, hvor Frans Nielsen og venner led endnu et bittert pointtab i slutfasen af kampen.

Stillingen var 2-2, og der manglede blot 29 sekunder af kampen, da superstjernen Auston Matthews slog til og afgjorde kampen for Toronto.

Matthews var isnende kold, da han fik chancen på venstre kant. Han flænsede den op i nettaget bag Petr Mrazek, og endnu et hjerteskærende nederlag for Detroit var en realitet.

Efterhånden synes et farvel til Frans Nielsen og co. inden slutspillet at være uundgåeligt.

Nielsen spillede 14:53 minutter og måtte notere sig for -1 på statistikken.

Frederik Andersen er formentlig tilbage i Toronto-målet, når Maple Leafs klæder om til næste kamp.