Tidligere NHL’er bliver tysk landstræner

Den tidligere NHL-spiller Marco Sturm afløser canadiske Pat Cortina som træner for det tyske ishockeylandshold.

Landstrænerjobbet er 36-årige Sturms første som træner. Den tidligere forward kommer dermed til at trække på sin erfaring fra sin lange karriere som spiller i NHL, hvor Marco Sturm lavede 487 point i 938 kampe.

– Jeg er meget stolt over, at DEB (det tyske ishockeyforbund red.) giver mig det store ansvar, og jeg ser enormt meget frem til denne udfordrende og spændende opgave, som jeg er meget motiveret for at påtage mig. Sammen vil vi tage tysk ishockey det næste skridt, siger Marco Sturm ifølge IIHF.com.

Marco Sturm skal stå i spidsen for det tyske landshold i de næste to år. Det betyder, at han skal føre holdet til et godt resultat ved VM i Rusland næste år og ved VM i 2017, hvor Tyskland og Frankrig deler værtskabet.

Sturms kontrakt vil automatisk blive forlænget, hvis Tyskland kvalificerer sig til vinter-OL i 2018, når holdet i september næste år spiller om en OL-billet ved kvalifikationsturneringen i Letland.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.