“The Trade” fejrer 30-års jubilæum

Foto: Bridget Samuels

9. august vil for altid stå som en markant dato i ishockeyhistorien. Det er i dag 30 år siden, at superstjernen over dem alle, Wayne Gretzky, blev tradet fra Edmonton Oilers til Los Angeles Kings.

Handlen er kort og godt kendt som “The Trade”, og i anledning af 30-års jubilæet giver vi lige en artikel en revival. For fem år siden skrev vi om handlen, der fik enorm betydning for ishockeyens udbredelse i USA. Læs artiklen her:

For ishockeyfans er 9. august 1988 en dag, som bliver husket på linje med 22. november 1963, hvor den daværende amerikanske præsident John F. Kennedy blev skudt. Hockeyfans og de fleste canadiere generelt husker præcis, hvor de var, og hvad de lavede, da de hørte nyheden: Wayne Gretzky er blevet tradet til Los Angeles Kings.

Sammen med holdkammeraterne Marty McSorley og Mike Krushelnyski blev Gretzky sendt til Kings i bytte for Jimmy Carson, Martin Gelinas, tre førsterundevalg og $15 millioner. Netop de $15 millioner var afgørende for Edmontons ejer Peter Pocklington, som var i store økonomiske problemer. Økonomien var nok først som sidst det, der fik Pocklington til overhovedet at overveje at trade ikonet Gretzky, som ikke ønskede at forlade Oilers før Pocklington frøs ham ud.

Handlen markerede ikke alene enden på Edmonton Oilers’ absolutte storhedstid, som bød på fire Stanley Cup-titler fra 1984 til 1988 (klubben vandt sin seneste titel i 1990), men den fik også interessen for NHL til at eksplodere i USA, hvilket førte til, at ligaen i 1990’erne blev udvidet med to Florida-klubber (Panthers og Lightning) og to klubber i Californien (Sharks og Ducks). I dag er 23 af de 30 NHL-klubber fra USA, og 10 af dem er først opstået efter “The Trade”.

Wayne Gretzkys skifte til Los Angeles Kings rykkede på magtbalancen i NHL, og hvis Gretzky var blevet i Edmonton Oilers i hele karrieren, havde amerikansk ishockey sandsynligvis slet ikke været der, hvor sporten er i dag.

Gretzky spillede i Los Angeles fra 1988 til 1996, hvor han afsluttede sæsonen hos St. Louis Blues efter at Kings havde misset slutspillet for tredje år i træk. Wayne Gretzky nåede aldrig at vinde Stanley Cuppen med andre end Edmonton Oilers og han sluttede karrieren i 1999 efter tre sæsoner som New York Rangers-spiller. Gretzkys sidste sæson blev i øvrigt den eneste i hans karriere, hvor han havde et pointsnit på under et point per kamp.

Se pressekonferencen, hvor Oilers-ejer Peter Pocklington annoncerer at Wayne Gretzky er blevet tradet, og hvor en tårevædet Gretzky forsøger at sige farvel til Edmonton: