Superstjerne tradet til Penguins

Pittsburgh Penguins har sikret sig den amerikanske stjerneforward Phil Kessel i et trade med Toronto Maple Leafs, som til gengæld får Nick Spaling, samt to af pingvinernes talenter og to draftvalg.

27-årige Kessel har været rygtet væk fra Toronto i den seneste tid, og en lille time efter årets free agent-marked åbnede, kom en handel i stand. Maple Leafs har tradet Kessel til Pittsburgh Penguins i bytte for centeren Nick Spaling, finske Kasperi Kapanen, canadiske Scott Harrington og to draftvalg.

Pittsburgh får forwarden Tyler Biggs og backen Tim Erixon samt et andenrundevalg i næste års draft med i handlen. De to draftvalg, Toronto får, er et førsterundevalg og et tredjerundevalg i 2016-draften.

Penguins valgte 18-årige Kapanen i første runde af sidste års draft. Den finske forward bliver betragtet som et af klubbens største talenter, og Pittsburgh må altså betale en pæn pris for at få fingrene i Phil Kessel, da Scott Harrington også lignede en mand, som kunne finde vej til holdets backlinje i de kommende år.

I Phil Kessel får Penguins dog en wing, som potentielt kan score 50 mål i næste sæson. Kessel er uhyre giftig, og når han kommer til at spille i kæde med Sidney Crosby eller Evgeni Malkin, kan han meget vel eksplodere i en målrus.

Toronto skulle eftersigende indvillige i at betale en del af Phil Kessels løn, så han ikke tæller så hårdt mod lønloftet for Penguins. Kessel har et årligt caphit på $8 millioner indtil 2022, men ifølge flere kilder betaler Maple Leafs 15 procent af hans løn, så Pittsburgh nøjes med at tage et caphit på $6,8 millioner om året.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.