Ikke-kategoriseret

St. Louis lægger pres på Anaheim

St. Louis Blues’ mange europæiske forwards spillede stærkt i holdets sidste grundspilskamp. Det sikrede Blues en sejr på 4-2 over Minnesota Wild, og holdet er nu i spil til at slutte som nummer et i Western Conference.

På hjemmebane lykkedes det St. Louis at få hul på Devan Dubnyk, som ellers har været en levende mur i Minnesota-målet, siden han kom til klubben tidligere i år. Efter en målløs første periode vandt St. Louis midterperioden med 3-1, og Dubnyk blev derfor taget ud før tredje periode.

Finske Jori Lehterä kom på måltavlen to gange for Blues, mens holdets øvrige mål blev scoret af tjekkiske Dmitrij Jaskin og russiske Vladimir Tarasenko. Der var også europæiske forwards med i oplæggene til målene, hvilket gav assists til Alexander Steen, Olli Jokinen og Patrik Berglund.

St. Louis stiger med sejren til tops i Western Conference. Holdet har to point ned til Anaheim Ducks, som dog har en kamp mod Arizona Coyotes i baghånden. Vinder Anaheim lørdagens udekamp slutter de som nummer et i conferencen, men ellers får Blues hjemmebanefordelen igennem hele slutspillet i Western Conference.

Top