Russisk backmonster scorer NHL-kontrakt

Det er højsæson for klubskifter fra de bedste europæiske ligaer til NHL, og endnu en spiller har nu scoret en kontrakt i verdens bedste ishockeyliga.

Det er den 24-årige russiske back Ilya Lyubushkin, der har skrevet under på en et-årig kontrakt med Arizona Coyotes. Det oplyser NHL-klubben på sin hjemmeside.

– Ilya er en stor, fysisk back, som skøjter godt og er god til at flytte pucken. Han vil tilføje størrelse og toughness til vores backlinje, siger Arizona Coyotes’ general manager John Chayka om klubbens nyerhvervelse.

Ilya Lyubushkin kommer til Arizona fra KHL-klubben Lokomotiv Yaroslavl. Han har spillet i KHL for klubben siden 2013, og den fysiske back er således en af de spillere, der har været med til at genrejse klubben efter det frygtelige flystyrt i efteråret 2011, hvor hele spillertruppen var blandt de omkomne.

Lyubushkin har spillet 257 kampe og lavet 36 point i KHL, hvor han står noteret for fine +37 i plus/minus-regnskabet. Den kommende NHL-back var med ved U20-VM i 2013, hvor Rusland vandt bronze.