Recaps

Richards sænkede sit tidligere hold

Der var generalprøve på en mulig Stanley Cup-finale, da New York Rangers onsdag tog imod Chicago Blackhawks hjemme i Madison Square Garden. Gæsterne vandt kampen med 1-0.

De store helte for Chicago var målmand Scott Darling og den tidligere Rangers-spiller Brad Richards, som før denne sæson skrev kontrakt med Blackhawks. Den 34-årige canadier scorede kampens eneste mål og blev dermed matchvinder for gæsterne på sin forhenværende hjemmebane.

Richards scorede målet syv minutter og 19 sekunder inde i tredje periode, da han ugeneret fik lov at bevæge sig rundt om hjemmeholdets mål, hvorefter han køligt lagde pucken ind bag Cam Talbot, som endnu en gang vogtede målet for Rangers.

Chicago Blackhawks har nu vundet fire kampe i træk, og holdet er stadig med i kampen om at vinde Western Conference, hvilket vil udløse en hjemmebanefordel i slutspillet. New York Rangers deler førstepladsen i Eastern Conference med Montreal Canadiens.

Top