Rangers sendte Canadiens på sommerferie

Montreal Canadiens stod trods deres divisionssejr over for en svær modstander i første runde af NHL-slutspillet, og New York Rangers viste sig at blive en for hård nød at knække for det canadiske hold.

Hjemme i Madison Square Garden sikrede Rangers sig lørdag en billet til anden runde af slutspillet, da de med en 3-1-sejr sikrede sig en samlet sejr på 4-2 i serien. Dermed blev der ikke nogen kamp syv i Montreal, og den canadiske klubs spillere kan godt booke flybilletterne, hvis de vil koble af under sydlige himmelstrøg.

Det var norske Mats Zuccarello, der skød New York Rangers videre i slutspillet, da han med to scoringer i anden periode bragte newyorkerne foran med 2-1. Alexei Emelin havde sikret Canadiens en føring i første periode, men den lille norske forward ændrede altså billedet.

I slutningen af tredje periode lukkede Derek Stepan i tomt mål og sikrede, at jublen kunne bryde løs i Madison Square Garden.

Rangers er videre til anden runde af slutspillet, hvor modstanderen bliver vinderen af serien mellem Ottawa Senators og Boston Bruins.

Se højdepunkterne her: