Panthers vil beholde Jagr

Den tjekkiske veteran Jaromir Jagr ser ud til at kunne fortsætte NHL-karrieren hos Florida Panthers. I hvert fald, hvis han selv har lyst, for klubben vil gerne beholde den 43-årige tjekke.

– Udfra det jeg har set, og det, der er sket, ville det være forrygende at have ham tilbage, siger Florida Panthers’ general manager Dave Tallon til Miami Herald om Jaromir Jagr.

Tallon havde før lørdagens kamp mod Montreal Canadiens et møde med Jaromir Jagrs agent Petr Svoboda om muligheden for at forlænge med forwardveteranen. Her blev parterne enige om at vente med at diskutere en ny kontrakt indtil sæsonen er forbi.

Florida Panthers kan få svært ved at kvalificere sig til slutspillet i denne sæson, men Jaromir Jagr sagde inden kampen mod Montreal, at han mener, Panthers-holdet har masser af talent og at holdet kan spille med om Stanley Cup-titlen inden for to år.

Florida hentede Jaromir Jagr 26. februar, hvor man gav et anden- og et tredjerundevalg i draften til New Jersey Devils for at få fat i legenden, som har spillet 1.543 NHL-kampe i karrieren og lavet 1.794 point.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.