Nashville-spiller får 27 kampes karantæne

Nashville Predators kommer til at undvære den amerikanske forward Austin Watson i de første 27 kampe af grundspillet i denne sæson.

NHL har tildelt den 26-årige forward den lange karantæne som følge af en episode, der fandt sted i juni. Her blev Nashville-spilleren anklaget for at have overfaldet sin kæreste.

Austin Watson har været kaldt til høring af NHL-ledelsen, og efterfølgende har ligaen med Gary Bettman i spidsen besluttet at suspendere amerikaneren for at have bragt spillet og ligaen i miskredit.

Hændelsen mellem Austin Watson og hans kæreste fandt sted på en tankstation i Tennessee 16. juni. Vidner havde set Watson slå sin kæreste og politiet blev tilkaldt. Kvinden havde eftersigende røde mærker på overkroppen, og hun hævdede, at Predators-forwarden havde påført hende skaderne.

Austin Watson står noteret for 47 point i 216 NHL-kampe for Nashville, og særligt i sidste sæson gjorde han en god figur med 19 point i grundspillet og otte i slutspillet.