Nyheder

Masser af ros til Frederik Andersen

Frederik Andersen beviste i første runde af slutspillet, at han kan stå distancen, når presset er allerstørst. Nu går den store danske målmand ind i anden runde af slutspillet, som Anaheims klare førstevalg i målet.

Anaheim Ducks indleder anden runde af slutspillet torsdag aften, hvor ænderne tager imod sæsonens store positive overraskelse, Calgary Flames. 25-årige Frederik Andersen kommer til at vogte andeburet, og det er Ducks’ kaptajn Ryan Getzlaf helt tryg ved.

– Han har vist det hele sæsonen. Han spillede meget i starten af sæsonen, og det var mange kampe i træk. Han vandt mange af dem og beviste, hvorfor han er førstemålmand i NHL. Han beviste det igen i slutspillet. Han har været fantastisk for os, siger Ryan Getzlaf til ESPN.

Frederik Andersen står i anden runde af slutspillet over for Jonas Hiller. Hiller har tidligere været Andersens konkurrent i Anaheim, men nu vogter schweizeren målet for Calgary Flames. Andersen har haft flere konkurrenter i Anaheim, men han har slået dem alle, og det er ikke et nyt scenarie for danskeren.

– Jeg har altid haft konkurrence. Selv da jeg voksede op. Jeg tror altid, at der har været en at kæmpe med, men det får mig bare til at yde mit bedste, siger Frederik Andersen.

NHL-eksperten Kevin Weekes, som er tidligere målmand i ligaen, roser også Frederik Andersen.

– Jeg er meget imponeret af ham. Han arbejder hårdt på sit spil. Han har spillet baseball for at forbedre sin gribehånd. Han er en fokuseret fyr. De andre spillere kan lide ham i omklædningsrummet og har stor respekt for ham, siger Kevin Weekes.

Top