Recaps

Martin St. Louis nåede 1000 point

Med to point i New York Rangers’ 3-0-sejr over Philadelphia Flyers skrev forwarden Martin St. Louis sig ind i den eksklusive klub af spillere, som har scoret 1000 point i NHL.

St. Louis blev den blot femte ikke-draftede spiller til at score 1000 NHL-point. Det skete, da han fik en assist på Dan Boyles 1-0-mål, og selv scorede 2-0-målet i fredagens tidlige NHL-kamp, hvor New York Rangers på udebane slog rivalerne fra Philadelphia Flyers med 3-0.

Derek Stepan lagde op til alle Rangers’ mål i kampen, hvor newyorkerne scorede et mål i hver periode. Scoringen i tredje periode blev sat ind af Rick Nash i undertal. Stepan måtte dog se Martin St. Louis løbe med titlen som kampens spiller.

39-årige Martin St. Louis, som har spillet for Calgary Flames, Tampa Bay Lightning og nu New York Rangers blev den 81. spiller i historien til at score 1000 point i NHL.

Top