Martin St. Louis kan skrive historie

Foto: Bridget Samuels
Foto: Bridget Samuels

Denne sæson har ikke været særlig mindeværdig for Tampa Bay Lightning, men for en af holdets profiler har den været en personlig succes. 37-årige Martin St. Louis topper ligaens pointliste, og hvis han holder føringen, bliver han den ældste NHL-topscorer nogensinde.

Martin St. Louis fører i øjeblikket med to point ned til holdkammeraten Steven Stamkos og Pittsburghs Sidney Crosby på pointlisten. St. Louis har lavet 58 point i 46 kampe, mens Stamkos og Crosby har 56. Stamkos har spillet 46 kampe, mens Crosby kun har spillet 36. På de efterfølgende pladser følger Patrick Kane med 54 point og Alexander Ovechkin med 53.

Alle de fem spillere på toppen af listen har to kampe tilbage i denne sæson. Sidney Crosby kommer formentlig ikke til at spille før slutspillet, så kampen om topscorertitlen og Art Ross-trofæet ligner en duel mellem holdkammeraterne St. Louis og Stamkos. Hvis det lykkes St. Louis at holde Stamkos bag sig, bliver der skrevet NHL-historie i Tampa. Martin St. Louis vil nemlig i så fald blive den ældste NHL-topscorer nogensinde.

Rekorden for at være den ældste NHL-topscorer i historien indehaves i øjeblikket af canadieren Bill Cook, som i sæsonen 1932/33 blev topscorer i NHL i en alder af 37 år. Cook blev født den 9. oktober 1896, så han var altså rundt regnet 37 et halvt år gammel, da han lod sig krone som NHL-topscorer. Martin St. Louis fylder 38 år den 18. juni, så han vil i så fald være ældre.

Art Ross-trofæet er givet til topscoreren siden 1947/48-sæsonen, og her er legendariske Gordie Howe i øjeblikket den ældste vinder i historien. Howe blev senest topscorer i 1962/63-sæsonen i en alder af 34 år.

Martin St. Louis kan tage det første skridt mod en plads i historiebøgerne i aften, hvor Tampa Bay Lightning gæster Boston Bruins. Herefter resterer kun lørdagens hjemmekamp mod Florida Panthers, og selvom slutspillet er glippet for Lightning, er spændingen altså langt fra forduftet endnu. Nu handler det bare mere om St. Louis end holdet.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.