Maple Leafs suspenderer stjerne

Toronto Maple Leafs-stjernen Nazem Kadri kommer ikke til at spille i holdets næste to kampe, fordi klubben har valgt at suspendere den 24-årige center.

Nazem Kadri spillede ikke i Torontos kamp mod New York Islanders i mandags, fordi han var udeblevet fra et holdmøde dagen inden. Kadri fortalte, at han havde sovet over sig, men canadierens problemer ser ud til at stikke dybere, og derfor har klubben valgt at suspendere ham i yderligere to kampe.

– Der er tydeligvis mere i det her. Hvis det her handlede om, at Nazem én gang var kommet 15 minutter for sent til et møde, så kunne du nok feje det ind under gulvtæppet og behandle sagen internt, sagde Maple Leafs’ præsident Brendan Shanahan onsdag på et pressemøde.

Den præcise årsag til, at Kadri nu får yderligere to kampe på tribunen, ville Shanahan ikke komme ind på, men han fortalte dog, at klubben fortsat tror på sin canadiske andencenter.

– Naz er en vigtig del af vores fremtid. Vi kan godt lide Nazem Kadri. Hans holdkammerater kan godt lide ham. Vi forventer et vist niveau af professionalisme. Han skal begynde at tage bedre beslutninger. Vi har en historie her, sagde Shanahan, som kunne oplyse, at Kadri var skuffet, da klubben oplyste ham om, at han var suspenderet i endnu to kampe.

Nazem Kadri har i denne sæson lavet 36 point i 64 kampe for Maple Leafs, som draftede ham i første runde af 2009-draften.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.