Nyheder

Lightning-trio ramt af skader

Tampa Bay Lightning jagter divisionstitlen i Atlantic Division, men i de kommende uger fortsætter jagten uden en trio bestående af to forwards og en back, da de sidder ude med skader.

Det er de to unge forwards Ondrej Palat og Cedric Paquette, samt nyerhvervelsen på backlinjen Braydon Coburn, der er blevet skrevet på skadeslisten. Det oplyser holdet selv i en pressemeddelelse.

23-årige Ondrej Palat har med sine 52 point i 64 kampe været en stor profil for Lightning i denne sæson, men han vil ikke være til rådighed i de næste to til tre uger. Rookien Paquette, som har lavet 19 point i 56 kampe, er ude i op til to uger.

30-årige Coburn, som blevet tradet til Tampa Bay fra Philadelphia Flyers lige før trade-deadline, er ude i fire til seks uger med en skade i underkroppen, og han risikerer dermed at misse de første kampe i slutspillet, som begynder om lige godt en måned.

Top