Lars Eller skal spille ny position

Lars Eller er i denne sæson udset til at spille en ny rolle for Montreal Canadiens, som har valgt at rykke danskeren fra sin position som tredjecenter og ud på en wingplads.

Canadiens fortalte i sidste uge, at klubben agter at bruge Alex Galchenyuk som center. Det betød, at canadierne havde overskud af spillere på centerpositionen, og det var således et åbent spørgsmål, hvilken spiller Galchenyuk skulle skubbe væk fra pladsen. Svaret kom, da Montreal fredag indledte årets training camp.

Her var 26-årige Lars Eller flyttet fra centerpositionen og ud på en wingplads i en kæde med netop Galchenyuk og nyerhvervelsen Alexander Semin. Positionsskiftet passer Eller ganske fint, selvom den danske forward tidligere i karrieren har været utilfreds med at spille wing.

– Jeg er meget tilfreds med at spille sammen med to rigtigt dygtige spillere. Jeg tror, vi kan skabe en rigtigt farlig kæde, og at vi får det sjovt sammen, siger Lars Eller ifølge NHL.com.

Lars Eller skrev sidste år under på en ny kontrakt med Canadiens, efter at han havde leveret en stor præstation i slutspillet. Eller levede ikke helt op til de høje forventninger i sidste sæson, men skiftet til wingpositionen kan måske hæve hans pointsnit, da hans defensive ansvar nu som udgangspunkt bliver en smule mindre.

Skiftet til wingen kan også betyde, at der bliver mere istid i powerplay til Lars Eller i denne sæson. Uanset, hvor klubben placerer danskeren, er han klar til at yde sit bedste.

– Jeg ændrer ikke mit spil efter, hvilken kæde jeg spiller i eller hvilken position, jeg spiller. Jeg spiller på samme måde, siger Lars Eller.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.