Lars Eller scorede og storspillede i sejr

Lars Eller gjorde en rigtig god figur, da Montreal Canadiens mandag vandt med 3-1 på udebane mod Carolina Hurricanes. Den danske center var på isen ved alle canadiernes scoringer og satte selv en af dem i nettet.

Montreals sejr var et stilstudie i effektivitet. Holdet blev kun noteret for 19 skud på mål i kampen, men Carey Price storspillede i canadiernes eget net, og så havde Canadiens en skarp dansker på isen. Efter en målløs første periode sørgede Ellers kædekammerat Jiri Sekac for at Montreal-spillerne kunne juble små syv minutter inde i anden periode, hvor han holdt godt fast i pucken og til sidst fandt et hul i Carolinas målmand Cam Ward.

Lars Eller var selv på pletten med et resolut håndledsskud i slutningen af perioden. Eller blev sat op af Dale Weise, som leverede en præcis pasning til danskeren, og det resulterede i Lars Ellers ottende sæsonmål. Se målet her.

Hurricanes fik reduceret i begyndelsen af tredje periode, hvor Eric Staal nettede i powerplay med assist fra sin lillebror Jordan Staal, der var tilbage på isen efter tre måneders skadespause. Montreal formåede dog at holde fast i føringen, og med 23 sekunder igen lukkede Max Pacioretty i tomt mål.

Carey Price blev kampens spiller, mens der ikke var nogle stjerner til Lars Eller. Den 25-årige dansker kunne dog juble over et mål og hele +3. Det betyder, at Eller nu har 13 point og er -2 for sæsonen.

Montreal fastholder med sejren presset på Tampa Bay Lightning i Atlantic Division. Canadierne er to point efter førerholdet Lightning, som mandag slog Toronto Maple Leafs med 3-2 efter mål og assist fra Steven Stamkos.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.