Nyheder

Lars Eller nærmere comeback

Lars Ellers skulderskade var ikke så slem som frygtet, og den danske center kan måske snart være tilbage på isen for Montreal Canadiens.

25-årige Eller blev skulderskadet, da Canadiens 5. december mødte Chicago Blackhawks. Han blev efterfølgende scannet og for en uge siden meldte Montreal ud, at der ventede ham en skadespause på op til et par uger. Den tidshorisont ser ud til at holde, for Lars Eller kan måske snart være klar til kamp igen.

Efter at have siddet ude i de seneste fire kampe kunne Eller onsdag træne med for fuld styrke. Han er igen klar til fysisk kontakt, og dermed ser det ud til at være et spørgsmål om få dage, før han er kampklar. Lars Eller er noteret for 11 point i 28 kampe i denne sæson. Han har desuden været rigtig stærk på faceoffs, hvor han har vundet 58 procent af sine dueller.

Top