Nyheder

Konkurrence til Andersen: Ducks henter Bryzgalov

Frederik Andersen får ny konkurrence i Anaheim Ducks-målet, efter at klubben tirsdag har skrevet kontrakt med russiske Ilya Bryzgalov, som har været klubløs siden sommer.

34-årige Bryzgalov vender dermed tilbage til Anaheim, hvor han også spillede fra 2001 til 2007. Ilya Bryzgalov, som sidste år spillede for Edmonton Oilers og Minnesota Wild, har skrevet kontrakt med Ducks for resten af sæsonen efter en succesfuld prøvetræning i klubben. Han får en årsløn på $2,88 millioner i Anaheim.

Sammenlagt er Bryzgalovs caphit højere end den hidtidige målmandstrios samlede caphit. Den trio består af Frederik Andersen, John Gibson og Jason LaBarbera. Anaheim har været hårdt ramt af skader i målet, hvor John Gibson har været ude i en længere periode, og hvor Frederik Andersen og Jason LaBarbera også har haft kortere skadespauser.

Umiddelbart ser Bryzgalov ud til at få nogle kampe for Norfolk Admirals i AHL, før han træder ind på Anaheims hold. Russeren var tidligere en af NHL’s største målmandsstjerner, men hans niveau er faldet markant, siden han i 2011 skiftede til Philadelphia Flyers.

Tiden må nu vise, om Bryzgalov kan genfinde niveauet i Anaheim, eller om hans NHL-karriere slutter samme sted, som den begyndte. Ducks draftede Ilya Bryzgalov i anden runde af draften i år 2000.

Top