Recaps

Jannik Hansen matchvinder for Canucks

Jannik Hansen scorede det afgørende mål for Vancouver Canucks, som tirsdag hentede en vigtig sejr på udebane i divisionsopgøret mod San Jose Sharks. Canadierne vandt kampen med 3-1.

Ryan Miller spillede en stor kamp i Vancouver-målet, hvor han reddede 30 af de 31 skud, han blev præsenteret for. Det betød, at han blev kåret til kampens spiller, men der var også en afgørende dansk stav med i Canucks’ sejr, for Jannik Hansen scorede 2-0-målet, som viste sig at blive afgørende.

Hansen fik en udvisning et minut inde i anden periode, og da han kom ud af straffeboksen to minutter senere, blev han spillet helt fri af Alexander Edler. Den 28-årige dansker svigtede ikke, og fik i sikker stil pucken ind bag Alex Stalock i San Jose-målet til en Vancouver-føring på 2-0, efter at Bo Horvat havde bragt Canucks foran i første periode.

– Vi var nødt til at levere en stærk indsats. Vi ved, at det her er ekstremt vigtige point, for divisionsopgør er firepointskampe. Du behøver ikke at se på stillingen to gange for at vide, at kampene mod San Jose, Anaheim, Los Angeles, Calgary, eller rettere alle dem vi spiller mod lige nu, er vigtige. Det var en stærk indsats i aften og Miller var fantastisk, sagde Jannik Hansen efter kampen til NHL.com.

Hansens niende sæsonmål blev afgørende, for Joe Thorntons scoring på straffeslag fire et halvt minut inde i anden periode var Sharks’ eneste i kampen. Radim Vrbata scorede til resultatet 3-1 allerede syv minutter inde i anden periode, og herefter forsvarede Canucks sejren hjem takket være stærkt spil fra Ryan Miller.

Vancouver er nu to point foran San Jose i Pacific Division og har ni point op til førerholdet Anaheim Ducks, som dog har spillet tre kampe mere end Canucks.

Montreal Canadiens spillede sig tirsdag op på førstepladsen i Atlantic Division med en straffeslagssejr på 2-1 over Florida Panthers. Lars Eller havde en vigtig stav med i sejren, da han lagde op til Brendan Gallaghers 1-0-mål, som viste sig at være nok til at sende opgøret i forlængelse. Pierre-Alexandre Parenteau afgjorde på straffeslag.

Top