Holdkammerats kæreste ønskede Karlssons barn dødt

Foto: Bridget Samuels

Et kæmpe drama udspiller sig for øjeblikket i kulisserne hos Ottawa Senators, skriver den lokale avis Ottawa Citizen.

Det er Erik Karlssons hustru, Melinda, der i begyndelsen af maj har søgt beskyttelse fra en kvinde, som angiveligt har angrebet hende med mere eller mindre obskøne kommentarer på de sociale medier mere end 1000 gange fra november og frem til nu.

Kommentarerne er faldet via anonyme Twitter- og Instagram-konti, som nu er blevet slettet.  

Det utrolige ved historien er, at kvinden bag kommentarerne skulle være den forlovede til Erik Karlssons holdkammerat, Mike Hoffman.

Kvinden hedder Monica Caryk, og hun skulle altså stå bag kommentarer, hvor hun ønskede Karlsson-familiens ufødte barn dødt og også skrev, at hun ønskede, at “nogen burde smadre Erik Karlssons ben og lukke ned for hans karriere.”

I slutningen af marts blev Karlsson-familien ramt af en ufattelig tragedie, da sønnen Axel var dødfødt, og det berørte både Karlsson-familien og resten af ishockeyverdenen. Det strømmede ind med kondolencer til den svenske spiller, men også her var kvinden, der altså skulle være Monica Caryk, på spil på Erik Karlssons Instagram-profil. 

– Jeg lider med babyen, som ikke fik en chance, eftersom Melinda tog smertestillende medicin hver eneste dag. 

En grim begivenhed, der ryster Ottawa-kulisserne voldsomt. I forvejen er der masser af rygter om Karlssons afgang fra klubben, og denne sag betyder formentlig at i hvert fald en af de to spiller forlader byen. 

Det skal understreges, at Hoffman-lejren endnu ikke er anklaget for noget – og i øvrigt erklærer sig “150 procent uskyldig”.

Oplysningerne om at Karlssons hustru har søgt beskyttelse skulle dog være korrekte ifølge Ottawa Citizen.