Recaps

Hansen scorede i vigtig sejr

Jannik Hansen scorede sit 14. sæsonmål, da Vancouver Canucks lørdag hentede en vigtig sejr på 4-1 hjemme mod Toronto Maple Leafs.

Hansen kom på tavlen små syv minutter inde i anden periode, hvor han tog turen rundt i Torontos zone og serverede pucken for kædekammeraterne Bo Horvat og Ronalds Kenins. Gæsternes målmand Jonathan Bernier reddede lettiske Kenins’ forsøg, men Hansen var hurtigt over returpucken, som han sendte i nettet til en Vancouver-føring på 3-0.

Målet var Jannik Hansens 14. i sæsonen, og han rykkede dermed op på siden af Mikkel Bødker på målscoringsfronten. Udover sine 14 mål har Hansen også lavet 16 assists, så han er to point foran Bødker, som dog kun nåede at spille 45 kampe, før han blev skadet.

Vancouver kørte en sikker 4-1-sejr hjem mod Toronto, og dermed holder Canucks sig inde i slutspilsvarmen i Western Conference, hvor kampen om pladserne er meget tæt. Winnipeg Jets rykkede tilbage over slutspilsstregen, og skubbede Los Angeles ned under den, da Jets lørdag slog Tampa Bay Lightning med 2-1 på udebane.

Top