Hansen scorede i målfest

Jannik Hansen kom på tavlen for Vancouver Canucks, som rundede grundspillet af med en overtidssejr på 6-5 over Edmonton Oilers.

Vancouver Canucks var sikre på at slutte på andenpladsen i Pacific Division før de gik på isen lørdag, men de varmede alligevel deres fans op til slutspillet med en målrig og levende kamp. Hele 11 scoringer blev det til, og Canucks fik scoret en gang mere end Oilers, som ellers lignede en vinder.

Jannik Hansen havde andel i Vancouver-sejren. Han reducerede til 4-5 efter seks minutters spil i tredje periode, og Hansen nåede dermed op på 16 mål i grundspillet. Dermed tangerede han sin målmæssigt bedste sæson nogensinde, for i 2011/12-sæsonen lykkedes det ham også at få pucken i nettet 16 gange.

Vancouver vandt lørdagens kamp på et overtidsmål af Alexander Edler, og Canucks er nu klar til at møde Calgary Flames i første runde af slutspillet, hvor Vancouver har hjemmebanefordelen.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.