Frederik Andersen viste slutspilsform

Frederik Andersen spillede en god kamp i Anaheim Ducks-målet, da holdet onsdag sikrede sig divisionstitlen i Pacific Division med en sikker 5-1-sejr over Edmonton Oilers.

Andersen så længe ud til at være på vej mod sæsonens fjerde shutout, men det spolerede Edmonton-profilen Ryan Nugent-Hopkins med tre minutter tilbage af anden periode, hvor han passerede den store dansker og reducerede til 4-1.

Frederik Andersen reddede 22 af de 23 skud, han blev præsenteret for fra gæsterne, og endte dermed med en redningsprocent på 95,7. Den danske Ducks-målmand har nu vundet fire af sine seneste fem starter, og han har stået med en redningsprocent over 93 i sine seneste tre kampe, så slutspilsformen ser ud til at være fundet.

Svenske Jakob Silfverberg stjal med tre assister det meste af rampelyset i kampen mod Oilers. Han blev kampens spiller for ænderne, som var uden profilen Ryan Kesler. Kesler blev eftersigende sparet på grund af en armskade.

Den sikre sejr over Edmonton betyder, at Anaheim som det første hold i denne sæson nåede 50 sejre. Ænderne er nu sikre på at vinde Pacific Division, selvom der endnu resterer fem kampe af grundspillet. Disse kampe skal Anaheim bruge på at forsvare ligaens samlede førsteplads, som vil give dem hjemmebanefordel igennem hele slutspillet.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.