Recaps

Frederik Andersen sendte Jets på sommerferie

Anaheim Ducks gjorde kort proces og spillede sig videre til anden runde af slutspillet efter bare fire kampe. Onsdag sendte ænderne Winnipeg Jets på sommerferie med en sejr på 5-2.

Frederik Andersen spillede en ny stærk kamp i målet, og han endte som den samlede vinder af målmandsduellen i serien. Andersen står noteret for en redningsprocent på 92,4 efter de fire kampe, mens han kollega Ondrej Pavelec i Jets-målet kun stod med en redningsprocent på 89,1.

Anaheim har været bagud i mange minutter i serien mod Jets. Onsdag scorede Winnipeg også kampens første mål, men Ducks fik udlignet halvandet minut senere, og bragte sig foran efter 13 minutters spil af anden periode, hvor Andrew Cogliano sendte pucken i nettet.

Ryan Kesler udbyggede Anaheims føring i tredje periode, inden Mark Stuart gav Jets fornyet håb med en reducering til 3-2. Tættere på et comeback kom Winnipeg dog ikke. Ryan Kesler lukkede kampen fem minutter før tid, og Sami Vatanen scorede til sidst i tomt mål, så Jets-spillerne blev sendt på sommerferie med et 5-2-nederlag i kufferten.

Nikolaj Ehlers var blevet kaldt til Winnipeg, men han spillede ikke i onsdagens kamp, og må altså vente til næste sæson på at få sin NHL-debut. Til gengæld kan han sandsynligvis spille VM for Danmark i næste måned.

Ducks er nu klar til anden runde af slutspillet, hvor holdet står til at skulle møde vinderen af serien mellem Vancouver Canucks og Calgary Flames. Den serie fører Flames lige nu med 3-1 i kampe.

Onsdagens øvrige kampe bød på sejre til Ottawa Senators, New York Rangers og St. Louis Blues. Senators er nu bagud 3-1 i serien mod Montreal Canadiens, Rangers fører 3-1 i kampe mod Pittsburgh Penguins, mens Blues fik udlignet til 2-2 i serien mod Minnesota Wild.

Top