Recaps

Frederik Andersen lavede assist på sejrsmål

Frederik Andersen leverer ikke alene et hav af redninger i Anaheim Ducks-målet. Onsdag blev han noteret for sin anden assist i sæsonen, da han var med til at lægge op til Ryan Keslers sejrsmål i 2-1-sejren over Edmonton Oilers.

Andersen startede i målet for 16. kamp i træk, og efter ni minutters spil kunne han se Matt Beleskey bringer ænderne foran i powerplay. I anden periode havde Andersen tredje sidste stav på pucken inden den endte i nettet bag Edmonton-målmand Viktor Fasth, som tidligere har været kollega med danskeren i Anaheim.

Frederik Andersen var ikke decideret med i opspillet til målet. Han rørte pucken inden den endte hos svenske Hampus Lindholm, som varmede den lidt bag Ducks-målet inden han fik fart i skøjterne og lavede en præcis, lang pasning til Ryan Kesler, som i sikker stil passerede Fasth.

I begyndelsen af tredje periode blev Ducks’ rookie-back Josh Manson lidt overmodig i egen zone, og han mistede pucken til Oilers’ Ryan Nugent-Hopkins, som resolut sendte gummiskiven ind bag Frederik Andersen. Der blev ikke scoret yderligere i kampen, og Frederik Andersen endte med en redningsprocent på 95,5.

Det rakte til en kåring som third star for Andersen, som fik sin samlede redningsprocent op på 91,3 efter 24 kampe. Frederik Andersen har vundet 15 af sine kampe i denne sæson, og er således stærkt medvirkende til, at Anaheim topper NHL med 43 point efter 30 kampe.

Top