Recaps

Frans Nielsen skød nytåret ind med to mål

Frans Nielsen var i hopla nytårsaften, og han skød det nye år ind med manér, da den danske center scorede to gange og desuden lavede en assist i New York Islanders’ 5-2-sejr over Winnipeg Jets i holdenes sidste kamp i 2014.

Nytårsaften må være et af Frans Nielsens yndlingstidspunkter at spille ishockey på. På aftenen, hvor 2013 blev til 2014, scorede Frans Nielsen to gange for New York Islanders i en 5-3-sejr over Boston Bruins, og sørme om ikke den 30-årige dansker gentog kunststykket på aftenen, hvor 2014 blev til 2015.

Nielsen scorede til 2-0 for Islanders i slutningen af første periode i nytårsbraget mod Winnipeg Jets. Målet blev sat ind i powerplay, hvor Frans Nielsen noget heldigt blev spillet helt blank af Johnny Boychuk, som knækkede sin stav, da han ville skyde på mål.

I slutningen af anden periode erobrede Nielsen pucken i egen zone og efter fint samspil med kampens helt store spiller Ryan Strome sendte danskerne pucken i nettet bag Ondrej Pavelec til en Islanders-føring på 3-1. Jets fik svaret igen i begyndelsen af tredje periode, men kom aldrig tættere på point.

Midt i tredje periode var Nielsen med i oplægget til Anders Lees 4-2-mål, og til sidst lukkede Josh Bailey i tomt mål til slutresultatet 5-2. Frans Nielsen blev med sine to mål og assisten kåret til kampens næstbedste spiller, mens bedste spiller blev Ryan Strome, som lavede et mål og tre assists.

Sejren var Islanders’ 25. i sæsonen, og holdet er nu NHL’s mest vindende mandskab sammen med Chicago Blackhawks. Newyorkerne deler førstepladsen i Metropolitan Division med Pittsburgh Penguins, som nytårsaften slog Carolina Hurricanes med 2-1 på en sen scoring af Brandon Sutter.

Top