Nyheder

Forældre skyld i NHL-stjernes konkurs

Columbus Blue Jackets-spilleren Jack Johnson er gået konkurs, og avisen The Columbus Dispatch mener nu at vide, at det i høj grad er Johnsons forældre, der er skyld i, at han er røget i økonomisk uføre.

De dyre biler er væk. Det samme er de 18 millioner dollars, som Columbus Blue Jackets-backen Jack Johnson har tjent i løbet af sin karriere. Den 27-årige amerikaner er blevet erklæret konkurs. Han ejer nu mindre end 50.000 dollars, og har en gæld på omkring 15 millioner dollars.

Det er de barske realiteter for NHL-stjernen, som har 505 kampe i verdens bedste ishockeyliga og en OL-sølvmedalje med USA på rekordlisten. Johnsons forældre har været hans økonomiske rådgivere i de seneste år, og ifølge The Columbus Dispatch er det i høj grad deres beslutninger, som ligger til grund for, at Jack Johnson er ruineret.

Avisen skriver, at Johnsons mor Tina Johnson har lånt op til $15 millioner i sønnens navn. Der har været tale om risikable lån, hvor den potentielle gevinst har været høj, men hvor Jack Johnson nu kun står tilbage med en bundløs gæld.

Forældrene har også købt biler for flere hundrede tusind dollars og renoveret deres hus for Jack Johnsons penge, ligesom de har brugt masser af penge på at rejse rundt og se Jack Johnson spille for Los Angeles Kings og senere Columbus Blue Jackets, som han blev tradet til i 2012.

– Jeg har valgt at lytte til de forkerte mennesker, og det har ført mig til, hvor jeg står nu. Jeg har nu allieret mig med nogle nye rådgivere, som skal sørge for, at jeg kommer tilbage på sporet. Det skulle jeg bare have gjort for lang tid siden, siger Jack Johnson til The Columbus Dispatch, som altså mener at vide, at “de forkerte mennesker” blandt andre er Johnsons forældre Tina og Jack.

27-årige Jack Johnson er i gang med sin niende NHL-sæson. Han er sikret en årsløn på $5 millioner indtil 2018, hvor hans nuværende kontrakt udløber.

Top