Nyheder

Flames forlænger med succestræner

Calgary Flames har været en af denne sæsons store positive overraskelser i NHL, og det har klubben nu valgt at belønne træner Bob Hartley for med en kontraktforlængelse.

Hartley har onsdag underskrevet en flerårig kontraktforlængelse med Flames. Hvor mange år den nye kontrakt gælder, har parterne ikke oplyst. 54-årige Bob Hartley er i gang med sin tredje sæson i Calgary, som i øjeblikket er en del af den tætte kamp om slutspilspladserne i Western Conference.

Bob Hartley fik til opgave at genopbygge Flames-holdet, da han tiltrådte før 2012/13-sæsonen, og onsdagens kontraktforlængelse må ses som en tilkendegivelse af, at klubben er tilfreds med den retning holdet bevæger sig i. Flames har vundet 17 af 33 kampe i denne sæson.

Canadiske Hartley har tidligere trænet Colorado Avalanche og Atlanta Thrashers. Han førte Avalanche til Stanley Cup-titlen i 2001.

Top