Nyheder

Fire Blackhawks-tilskuere smidt ud for racistiske tilråb

Washington Capitals-forwarden Devante Smith-Pelly blev udsat for racistiske tilråb, da han sad i straffeboksen i lørdagens kamp mod Chicago Blackhawks.

Værterne fra Chicago storsejrede i United Center, hvor Lars Eller og resten af Washington-mandskabet blev slået med hele 7-1. Der var desværre skår i glæden. Fire af hjemmeholdets tilskuere blev nemlig udvist for racistiske tilråb mod Devante Smith-Pelly.

Midt i tredje periode afsonede den 25-årige Capitals-forward en femminuttersstraf efter at have været i slagsmål med hjemmeholdets Connor Murphy, og mens Smith-Pelly sad i straffeboksen, blev der råbt af ham.

“Basketball, basketball, basketball” lød det fra nogle tilskuere, som en hentydning til, at Devante Smith-Pelly på grund af sin hudfarve burde spille basketball i stedet for ishockey.

Chicago Blackhawks sørgede for, at tilskuerne blev bortvist fra arenaen, og gav efterfølgende en officiel undskyldning til Devante Smith-Pelly og Washington Capitals.

Top