Ekman-Larsson får monsterkontrakt hos Arizona

Foto: Bridget Samuels

Den svenske back Oliver Ekman-Larsson spillede en flot sæson i Arizona på trods af, at Coyotes endte i den nederste region af tabellen.

Ekman-Larsson, der stammer fra Tingsryd, krydrede dog sin sæson med et VM for Sverige, og han var en reel nøglespiller i den svenske backformation. 

Nu skal han være den absolutte leder hos Arizona, hvor en ny generation af spillere leverede en god sæsonafslutning og dermed skabte håb om nye og gode tider ude “på prærien”, hvor ishockeyen faktisk vinder ganske stort indpas for øjeblikket. 

Coyotes har nemlig belønnet Oliver Ekman-Larsson med en monsterkontrakt for de kommende otte sæsoner, skriver flere medier. 

Svenskeren skulle angiveligt score 8,25 millioner dollars pr. sæson – eller 66 millioner dollars i alt – svarende til godt 420 millioner danske kroner.

Et ganske fint beløb til Ekman-Larsson, der hele tiden har ønsket en forlængelse af kontrakten, ligesom Coyotes ikke har givet udtryk for andet end, at man ønskede at beholde svenskerens mere end stabile arbejdskraft i defensiven – og offensiven.

Arizona har ikke været i slutspillet siden 2012, og det er altså den vej, det igen skal gå for Rick Tocchets mandskab, hvis det står til organisationen. 

Ekman-Larsson er 26 år og har godt 600 NHL-kampe, inklusive slutspil, på sit cv.