Nyheder

Ehlers på tavlen i ny storsejr

Winnipeg Jets må efterhånden have en af NHL’s mest frygtede offensive linjer. I nat scorede Jets på samlebånd igen, og denne gang gik det ud over stakkels Florida Panthers, der slet ikke kunne styre Nikolaj Ehlers og co.

Hjemme i MTS Place vandt Winnipeg med hele 7-2 over et gæstemandskab, der blev overrumplet af en stærk tredje periode fra Jets, der havde Blake Wheeler som bedste mand med tre assister.

Nikolaj Ehlers scorede til 2-1 i anden periode, da han – det vil han formentlig også selv indrømme – var mere end heldig med at få pucken ind bag James Reimer i Floridas mål.

Ehlers skød fra kanten, og pucken ramte en stav på vejen ind. Ikke nok med det. Skiven kom i luften og på en eller anden måde op på ryggen af målmand James Reimer, der måtte se den dumpe ind over stregen.

Det var sæsonmål nummer 23 af Nikolaj Ehlers, og Winnipeg er stadig på stensikker kurs mod slutspillet. Det bliver uhyre spændende at se, hvor holdbart Jets-mandskabet er i playoff.

Top