Nyheder

Ehlers og Jets slog danskerløse Sharks

Nikolaj Ehlers var den eneste dansker, der var i aktion, da Winnipeg Jets søndag besejrede San Jose Sharks.

San Jose-træner Peter DeBoer havde ikke fundet plads til hverken Jannik Hansen eller Mikkel Bødker på holdkortet, og derfor var danskeropgøret i Bell MTS Place i Winnipeg aflyst.

Der var dog stadig en ishockeykamp med dansk islæt, der skulle spilles, og det blev en medrivende og chancerig en af slagsen. Winnipeg Jets var skarpest og forsvarede deres førsteplads i Central Division med en 4-1-sejr over gæsterne fra San Jose.

Det var et par af breddespillerne, der slog til for Winnipeg i den første halvdel af kampen. Midt i første periode bragte Matt Hendricks værterne foran med 1-0, da han hårdt presset fik overlistet Martin Jones i gæsternes mål, og midt i anden periode øgede Marko Dano til 2-0 med en flot styring.

Logan Couture fik reduceret med en powerplayscoring, men Jets viste også tænder i overtal, hvor Mathieu Perreault gjorde det til 3-1 i det sidste minut af anden periode.

Nikolaj Ehlers tiltrak som vanligt masser af opmærksomhed, når han var på isen, og den danske wing var da også tæt på at score med baghånden, da han viste sin store eksplosivitet og forsøgte at afdrible Martin Jones. Skuddet blev dog ikke placeret inden for målrammen.

Ehlers fik 18:49 minutters istid og var +1 med et enkelt skud på mål.

Med tre et halvt minut tilbage på uret satsede San Jose og tog målmand Martin Jones ud til fordel for en ekstra markspiller, men det blev hurtigt straffet. Mathieu Perreault sendte pucken ned i det tomme Sharks-mål og blev dobbelt målscorer.

Top