Recaps

Danskerholdene havde skidt aften

Tre danskere var torsdag i aktion i NHL, men ingen af dem fik en sejr ud af anstregelserne. Lars Eller stod for aftenens enlige danske point, men han måtte ligesom Frans Nielsen og Jannik Hansen forlade isen som taber.

Lars Eller bragte Montreal Canadiens foran med 3-2 i hjemmekampen mod Washington Capitals. Det rakte dog ikke til sejr, for Capitals fik skudt Montreals målmand Carey Price i sænk, og hovedstadsholdet vandt opgøret med 5-4 efter straffeslag.

Frans Nielsen og New York Islanders kom ud i straffeslag mod Columbus Blue Jackets. Nielsen var Islanders’ første skytte, men han missede sit forsøg. Det samme gjorde Kyle Okposo, mens hjemmeholdets skytter var knivskarpe. Derfor vandt Blue Jackets kampen med 4-3, og holdet har nu vundet otte kampe i træk.

Jannik Hansen og Vancouver Canucks besøgte rivalerne fra Chicago Blackhawks. Hansen havde ikke nogen god aften i United Center, hvor han var på isen ved to af hjemmeholdets scoringer i kampen, som Chicago vandt med 3-1. Blackhawks sikrede sig dermed en plads i slutspillet, hvor Canucks også ligger lunt i svinget til at gøre det samme.

Top