Recaps

Danske talenter tog point mod Rusland

Det danske U20-landshold fik en forrygende start på VM i Canada. Først efter straffeslag måtte danskerne se sig slået af ishockeystormagten Rusland, som vandt med 3-2.

Oliver Bjorkstrand sikrede Danmark føringen i en helt lige første periode, da han efter 13 minutters spil scorede til 1-0 i powerplay. To et halvt minut senere lå pucken igen i det russiske mål, for danskerne udnyttede endnu et overtal til at udbygge føringen. Nikolaj Ehlers scorede med assist fra Oliver Bjorkstrand og Mads Larsen, som assisterede på begge danske scoringer.

I anden periode kom Danmarks målmand Georg Sørensen på hårdt arbejde. Russerne blev noteret for hele 17 skud på mål i midterperioden, men først i periodens sidste minut lykkedes det Nikolai Goldobin at passere Sørensen. Det skete, mens Mads Larsen sad i straffeboksen.

Syv minutter inde i tredje periode fik russerne udlignet, men Danmark fremtvang overtid, selvom Rusland som ventet dominerede i slutningen af opgøret. I overtiden blev der ikke scoret, og vinderen måtte derfor findes på straffeslag, hvor Rusland viste sig stærkest.

Nikolaj Ehlers og Oliver Bjorkstrand missede deres straffeslag, mens Ruslands to første skytter begge var sikre. Dermed måtte Danmark se sig slået, men de danske talenter leverede en fremragende indsats, som bør give masser af moral til de kommende kampe.

Det uventede danske point kan også blive afgørende i kampen om at undgå at blive sorteper i gruppen, som udover Danmark og Rusland tæller Schweiz, Sverige og Tjekkiet.

Top