Nyheder

Columbus sejrede efter 16 straffeslag

Det blev en lang kamp, Oliver Bjorkstrand og Columbus Blue Jackets søndag var en del af. Først efter 16 straffeslag kunne holdet juble over en sejr.

Florida Panthers var modstanderen i Nationwide Arena, og Columbus så umiddelbart ud til at have meget godt styr på gæsterne i første periode. Bjorkstrand og kompagni vandt skudstatistikken med 15-9 og kom foran 1-0 på mål af Nick Foligno.

Kort inde i anden periode fik Panthers udlignet i powerplay ved Jonathan Huberdeau, men i slutningen af perioden genskabte Pierre-Luc Dubois føringen for værterne. Der blev affyret masser af skud i kampen, og i tredje periode var det Florida, der pressede på for en udligning.

Den kom, da Alexander Barkov sendte pucken i nettet halvandet minut før tid og tvang kampen ud i forlængelse. Overtiden gav ingen afgørelse og så måtte der straffeslag til – rigtig mange straffeslag.

Først i ottende runde faldt afgørelsen, da Josh Anderson scorede for Columbus, mens Floridas Jared McCann blev afvist af Sergei Bobrovsky, som spillede en stor kamp i Blue Jackets-målet. Columbus vandt således 3-2.

Oliver Bjorkstrand fik også chancen i shootouten, men hans forsøg blev reddet af James Reimer i Florida-målet. Den danske wing fik 16:27 minutter på isen og blev noteret for to skud på mål og hele tre blokerede skud.

Top