Chok: Montreal er klar til at trade Lars Eller

Montreal Canadiens’ slutspilschancer er efterhånden små, og det kan få holdet til at sælge ud før næste uges trade-deadline. Sportsnet fortæller, at klubben blandt andet har sat danske Lars Eller til salg.

Denne sæson har været en noget blandet fornøjelse for Lars Eller. Montreal Canadiens havde forventet mere end 18 point i 59 kampe fra den 26-årige dansker, men samtidig må Eller siges at have været ret stabil over hele sæsonen, mens flere andre spillere er faldet mere ud, som sæsonen er skredet frem.

Derfor er det også ganske opsigtsvækkende, at Sportsnet nu kan fortælle, at Canadiens er klar til at trade Eller, hvis klubben modtager det rette tilbud. Det fortæller mediets reporter Eric Engels i kølvandet på mandagens nederlag til Nashville Predators.

– Det har været lidt af en aften. Talte med en af fra en anden klubs stab over telefonen: Montreals Lars Eller er på markedet, skriver Engels.

Lars Eller kan altså ende med at skifte klub for anden gang i sin NHL-karriere, inden trade-vinduet lukker på mandag. Eftersigende skulle den danske forward nemlig tiltrække interesse fra flere klubber.

– Kilden siger meget overbevisende: “Helt klart tilgængelig.” Fornemmelsen er, at Eller ikke vil være billig og at flere hold er interesserede, skriver Eric Engels.

Lars Eller har stadig til sæsoner tilbage af den fire-årige kontrakt, han underskrev med Canadiens for små to år siden. Eller kom til klubben fra St. Louis Blues i 2010, og han har spillet 415 kampe og lavet 146 point for den canadiske traditionsklub.