Recaps

Chicago kom tilbage og vandt maratonkamp

Chicago Blackhawks diskede op med et stort comeback og løb med sejren i den første slutspilskamp mod Nashville Predators. Det afgørende mål blev scoret i kampens anden overtidsperiode.

Slutspilskampene i NHL lever ofte deres eget liv. Efter første periode af stormødet mellem Nashville Predators og Chicago Blackhawks virkede gæsterne fra Chicago mere døde end levende. Hjemmeholdet bragte sig nemlig foran med 3-0 i løbet af kampens første 20 minutter.

Blackhawks gennemgik dog lidt af en forvandling i pausen mellem første og anden periode. Holdet skiftede målmand, så Scott Darling erstattede Corey Crawford, og det var åbenbart et wake up-call alle Chicago-spillerne havde forstået.

Chicago vandt midterperioden med 3-0 på mål af Niklas Hjalmarsson, Patrick Sharp og Jonathan Toews, og så var der bragt balance i regnskabet før tredje periode, som sluttede uden scoringer.

Vinderen blev heller ikke fundet i den første overtidsperiode, og først efter næsten 88 minutters spil blev kampens store helt fundet. Det blev Blackhawks’ backstjerne Duncan Keith, som sikrede gæsterne sejren med målet til 4-3.

Chicago fører nu serien med 1-0. Næste kamp spilles fredag, hvor Nashville Predators får chancen for at svare igen på egen is.

Top