Capitals-stjerne vandt Stanley Cup med brækket finger

Foto: Bridget Samuels

Det er ingen hemmelighed, at ishockeyspillere er et hårdført folkefærd, som sjældent piber over skavanker.

En lige så lille hemmelighed er det, at der bliver holdt tæt omkring, hvilke skader en spiller går på isen med i en slutspilskamp, og derfor plejer det at være fast kutyme, at nærmere informationer om skader og deres omfang først slipper ud, når et hold er færdigt i slutspillet.

Washington Capitals gik hele vejen og vandt Stanley Cup-trofæet, men et par af holdets spillere måtte ty til smertestillende medicin for at klare sig igennem finaleserien mod Vegas Golden Knights.

Centerstjernen Nicklas Bäckström pådrog sig to brud i sin højre pegefinger, da han blokerede et skud fra Pittsburgh Penguins-backen Justin Schultz, da de to mandskaber tørnede sammen i anden runde af slutspillet. Svenskeren missede flere kampe efterfølgende, men var med, da Washington sikrede sig mesterskabstitlen.

Kaptajn Alexander Ovechkin måtte dog hjælpe Nicklas Bäckström med at løfte Stanley Cup-trofæet.

I den anden finalekamp blev Washington-backen Brooks Orpik slashet af Vegas Golden Knights-forwarden Erik Haula, og her kappede den finske forward faktisk spidsen af Orpiks venstre lillefinger. Capitals-spilleren blev dog syet og mistede derfor ikke noget af sin finger, fortæller Stephen Whyno fra Associated Press.

Hårdføre typer, de ishockeyspillere.