Nyheder

Calgary Flames vil af med Jaromir Jagr

Den tjekkiske legende Jaromir Jagrs tid i Calgary Flames har ikke været noget højdepunkt i den 45-årige forwards karriere, og nu arbejder NHL-klubben på at skille sig af med ikonet.

Den tjekkiske legende Jaromir Jagrs tid i Calgary Flames har ikke været noget højdepunkt i den 45-årige forwards karriere, og nu arbejder NHL-klubben på at skille sig af med ikonet.

Det er Sportsnets NHL-reporter Elliotte Friedman, som løfter sløret for at Jaromir Jagr snart kan være fortid i Calgary.

– Calgary Flames og Jaromir Jagr arbejder på et exit. Hans agent Petr Svoboda har fået tilladelse til at tale med alle andre klubber i ligaen for at se, om han passer ind i et sted, sagde Elliotte Friedman i lørdagens udgave af Hockey Night in Canada.

Jaromir Jagr har kun lavet et mål og seks assists i 22 kampe for Flames i denne sæson, så ifølge Sportsnet står de andre NHL-klubber ikke ligefrem i kø for at overtage tjekken. Af respekt for Jagr og hans meritter vil Calgary dog ikke placere ham på waiveren eller ophæve kontrakten.

– Hans tid i Calgary er ved at være forbi, og nu er de bare ved at finde ud af, hvordan de gør det, siger Elliotte Friedman.

Jagr skrev i oktober under på en et-årig kontrakt med Flames, men han har døjet med at holde sig skadesfri, og har derfor haft svært ved at slå igennem i klubben, som er hans niende i NHL. I de seneste to kampe har tjekken siddet ude med det, der betegnes som en mindre skade i underkroppen.

Med 1.733 kampe er Jaromir Jagr den spiller, der har spillet tredjeflest kampe i NHL nogensinde. Hans mål er at overtage førstepladsen fra Gordie Howe, som nåede at spille 1.767 kampe i ligaen. Mark Messier er toer på listen med 1.756 NHL-kampe.

Top