Recaps

Bryzgalov floppede på Andersens fridag

Ilya Bryzgalov fik sin første start i Anaheim Ducks-målet, da ænderne valgte at spare Frederik Andersen i fredagens kamp mod Ottawa Senators, efter at Andersen var startet inde i 20 kampe i træk. Ducks tabte med 6-2 i Ottawa.

34-årige Bryzgalov blev passeret hele seks gange på 31 forsøg, og han måtte således tage til takke med en redningsprocent på 80,6 i sin første fulde NHL-kamp efter at være vendt tilbage til ligaen. Ilya Bryzgalov blev passeret to gange i hver periode af kampen mod Senators.

– Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er ikke sådan du forestiller dig dit comeback. Det var en dårlig aften, sagde Bryzgalov efter kampen til NHL.com.

Heller ikke Anaheims træner Bruce Boudreau var tilfreds med Bryzgalovs præstation i kampen. Han mente, at Frederik Andersen havde brug for en pause efter sine 20 starter på stribe og forventede, at Bryzgalov var klar til at levere på højeste plan.

– Jeg synes, det er et ømt punkt, men Freddie (Frederik Andersen red.) har spillet 20 kampe i træk nu. Bryz (Ilya Bryzgalov red.) er jo ikke ligefrem nogen førsteårsspiller. Han ved, hvad han har gjort. Han har trænet i to uger, han har spillet to kampe i AHL og han spillede lidt mere end en periode i Toronto. Jeg mener, han har trænet. Han skulle have været klar og han skal være klar, sagde Bruce Boudreau til NHL.com.

Trods nederlaget i Ottawa topper Anaheim fortsat NHL med 49 point i 35 kampe.

Top