Bruins trader ung stjerne

Boston Bruins har opgivet at forhandle en ny kontrakt på plads med den unge backstjerne Dougie Hamilton, og før fredagens NHL-draft har de derfor valgt at trade canadieren til Calgary Flames.

Flames giver tre draftvalg for 22-årige Hamilton, som Bruins draftede som nummer ni overall i 2011. Der er tale om et førsterundevalg og to andenrundevalg i årets draft, så Boston vælger nu som nummer 15, 45 og 52 i stedet for Calgary.

Dougie Hamilton har lavet 83 point i 178 NHL-kampe for Bruins. Hans kontrakt udløber 1. juli, og han ville herefter blive restricted free agent. Boston ville altså beholde rettighederne til den canadiske backprofil, men klubben har måske skønnet, at den ville få svært ved at nå til enighed med Hamilton om en ny kontrakt.

Hamilton har indtil nu spillet på en entry level-aftale, og han vil kræve en markant højere løn, når han skriver under på sin næste NHL-kontrakt. Det ville Bruins have svært ved at give ham, da klubben i øjeblikket kun har omkring $7 millioner at gøre med, før den når lønloftet.

Boston har fredag forlænget med den defensivt stærke back Adam McQuaid. Han har skrevet under på en ny fire-årig aftale med klubben, som giver ham en gennemsnitlig årsløn på $2,75 millioner.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.