Bødker scorede i stort nederlag

Mikkel Bødker gav Arizona Coyotes en forrygende start i lørdagens hjemmekamp mod Ottawa Senators, men den danske forward var prærieulvenes eneste lyspunkt i kampen, som Ottawa vandt med hele 5-1.

Bødker åbnede scoringen efter fire et halvt minuts spil, hvor han tog et skarpt træk ind i banen og skabte en åben chance til sig selv. Den danske forward scorede sikkert, og kom dermed på tavlen for anden kamp i træk, efter at han lavede to mål og en assist i torsdagens 4-1-sejr over Winnipeg Jets.

Senators kom tilbage og vandt i sikker stil med to scoringer i første periode, en i anden og to i tredje periode. Efter kampen var Arizonas danske målscorer alt andet end tilfreds med, at holdet ikke kunne følge op på de fine takter, Coyotes viste mod Jets.

– Jeg synes, det er ret tydeligt at se, at det var to fuldstændig forskellige hold, og vi må ikke være så ustabile. Det er skidt. Vi bliver nødt til at forbedre os som hold, og tage et skridt op og være der for hinanden, sagde Bødker efter kampen til NHL.com.

Arizona har med nederlaget 12 point op til en slutspilsplads i Western Conference. Mikkel Bødker, som blev third star i kampen mod Ottawa, har lavet 26 point i 41 kampe i denne sæson, og han var den eneste dansker, der kom på tavlen lørdag, hvor også Frans Nielsen, Lars Eller og Jannik Hansen var i aktion. Det var kun Nielsen og Islanders, der vandt deres kamp.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.