Nyheder

Bødker har fået fjernet milten

Mikkel Bødkers skade er mere alvorlig end først antaget. Den danske forward fik fjernet sin milt efter søndagens kamp mod Winnipeg Jets og er ude i fire til seks uger, meddeler Arizona Coyotes.

Den 25-årige dansker kom til skade i anden periode mod Jets, men forsøgte at spille videre. Ifølge Coyotes’ træner Dave Tippett havde Bødker det dog ikke godt, og det var der en grund til. Han havde nemlig skadet sin milt så kraftigt, at han efter kampen måtte igennem en operation for at få den fjernet.

Mikkel Bødker er Arizonas topscorer med 14 mål og 14 assists i denne sæson, men nu venter der danskeren en længere pause. Bødker har spillet 257 kampe i træk for Coyotes og missede senest en kamp i 2010/11-sæsonen.

Top