Bødker er klar til at blive i Arizona

Kontraktforhandlingerne mellem Mikkel Bødker og Arizona Coyotes endte tidligere på sommeren med, at danskeren skrev under på en et-årig aftale med klubben, efter at forhandlingerne var trukket i langdrag. Bødker er dog åben for at blive længere i Arizona.

25-årige Bødker vendte tirsdag tilbage til USA efter at have tilbragt sommeren i Danmark. Han siger til FOX Sports Arizona, at han er i topform igen, efter at han fik en del af sidste sæson ødelagt af en alvorlig skade. Nu skal den danske wing forsøge at bevise sit værd for Coyotes.

– Det har været en god sommer. Alle træningsøvelserne har været gode for mig. Jeg har fulgt de instruktioner, jeg fik. Jeg har det fint og føler mig stærk i maveregionen, så jeg er klar til at komme i gang, siger Bødker, som i januar fik fjernet sin milt efter at være blevet ramt af en hård tackling.

Den kommende sæson bliver afgørende for forholdet mellem Mikkel Bødker og Arizona Coyotes. Parterne har kun papir på hinanden for en enkelt sæson, og hvis ikke de bliver enige om at forlænge samarbejdet, kan Mikkel Bødker forlade klubben som unrestricted free agent næste sommer. Danskeren er dog åben for at blive.

– Jeg er åben for alt. Det lægger selvfølgelig et stort pres på mig i denne sæson, men jeg mener, at det er deres tur til at vise, hvad jeg betyder for holdet. Det bliver interessant at se, men jeg skal selvfølgelig præstere på isen, siger Mikkel Bødker til FOX Sports Arizona.

Den danske wing lavede i sidste sæson 28 point i 45 kampe, før han blev skadet. Bødker håber, at han kan vise sig som en stabil målscorer i denne sæson, hvor han forsøger at spille sig til en længerevarende kontrakt med en høj årsløn. Danskerens agent Jarret Bousquet har tidligere udtalt, at han mener, Bødker kan få omkring $5 millioner om året på det åbne marked. Spørgsmålet er så, om Coyotes er klar til at betale et lignende beløb.

Mikkel Bødker og Arizona Coyotes kan først indlede forhandlingerne om en ny kontrakt til januar.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.