Blues henter svensk målmandshjælp

St. Louis Blues må undvære den rutinerede målmand Brian Elliott i mindst en måned, og derfor har klubben hentet svensk forstærkning i målet i form af 25-årige Anders Nilsson.

Store Anders Nilsson skifter til St. Louis Blues fra Edmonton Oilers. Blues har givet den 23-årige svenske målmand Niklas Lundström samt et femterundevalg i årets draft for Oilers-målmanden, som er vendt tilbage til NHL i denne sæson efter et stort år i den russiske KHL-klub Ak Bars Kazan.

Anders Nilsson har i denne sæson spillet 26 kampe for Oilers med en redningsprocent på beskedne 90,1 til følge. Han har tidligere fået 23 kampe i New York Islanders’ mål, før han tog en afstikker til KHL, hvor han havde stor succes og var en af ligaens allerbedste målmænd i sidste sæson.

Niklas Lundström har endnu ikke fået sin debut i NHL, og det er også tvivlsomt, om han nogensinde får det. Han er nok bare en del af Nilsson-tradet for at skabe balance i handlen, så St. Louis og Edmonton stadig har det samme antal målmænd til rådighed, som før de lavede handlen.

Anders Nilssons kommer formentlig til at agere backup for sin jævnaldrende kollega Jake Allen, som i denne sæson har delt spilletiden i St. Louis-målet med 30-årige Brian Elliott. Nu er Elliott dog blevet skadet, og han ventes først tilbage på isen i slutningen af marts.