Recaps

Andersen storspillede mod Nielsen

Frederik Andersen spillede en forrygende kamp i Anaheim Ducks-målet, da ænderne lørdag kvalificerede sig til slutspillet med en 3-2-sejr på udebane mod Frans Nielsen og New York Islanders.

Andersen diskede op med 29 redninger i kampen og endte med en redningsprocent på 93,5. Dermed overstrålede han sin målmandskollega Michal Neuvirth i Islanders-målet. Tjekken reddede kun 21 af Anaheims 24 forsøg, og det var ikke nok til at sikre hjemmeholdet point.

Rickard Rakell åbnede målscoringen for Anaheim, men Lubomir Visnovsky fik pucken forbi Frederik Andersen og udlignede til 1-1 i slutningen af første periode. Efter pausen var Ducks skarpest, og både Kyle Palmieri og Andrew Cogliano kom på måltavlen i midterperioden.

Casey Cizikas skabte lidt spænding, da han reducerede til 3-2 med fem et halvt minut tilbage af kampen, men nærmere kom Islanders ikke, og Anaheim kunne derfor rejse fra Long Island med en 3-2-sejr, som betyder, at holdet nu er sikret en plads i årets slutspil.

Frans Nielsen fik 16:20 på isen, og han testede Frederik Andersen en enkelt gang, men måtte se sig afvist af sin landsmand.

Top